Chuuuuch – freestyle gudtjeneste fra Brorsons Kirken på Nørrebro

I en del år efterhånden har jeg haft den ære, at optræde til noget der hedder freestyle gudtjeneste i Brorsons Kirken på Nørrebro. Her bliver konfirmander inviteret til at tage en Jesus test, til at skrifte, til at SMS’e bønner og meget andet godt. Og så bliver de også udsat for hardcore kirkefreestyle. Det går i det store hele ud på at improvisere i et par omgange over dagens emne, der som regel har noget med godt og ondt, tilgivelse, venner og fjender og den slags store spørgsmål. Jeg er ikke så kristen det gør noget, men jeg er bestemt heller ikke så ateistisk, at det går mig på, at rappe i en kristen forsamling.

Det er efterhånden længe siden Strøm og jeg overtog tjansen fra Per Vers og Ole D, og vi har givet den videre til blandt andet Jøden og Ham Den Lange, Pede B og MikL med flere. Det er som regel ret sjovt og en smule tankevækkende at lave, mest svært er det nok ikke at lægge bånd på sig selv i Guds hus, så freestylen flyder frit heldigvis. Heldigvis har Per Ramsdal brede skuldre og åbne arme overfor de fleste obskøniteter vi har rappet, og han afrunder altid med en lille farvel-velsignelse, der på præstesprog opsummerer aftenen.

Ovenfor kan I se mig og (mest) Strøm der rapper, DJ Toobs der scratcher, Sofie der serverer emner, og en masse unger der hujer og hepper og andre ting, man sjældent ser om søndagen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *