Har du også gået og grublet over, hvor det nu er Nik & Jay har fået deres ikoniske alias fra? Ghostface Killah har fået sit navn fra en kung-fu film, MF Doom har kigget til Marvel-helten Dortor Doom og gode gamle Luke Campbell introducerede sig skamløst på Miami Bass-scenen som Luke Skyywalker (bemærk dobbelt-y), men Nik & Jay, det klinger da ikke bekendt… eller gør det?

I F. Scott Fitzgerald’s mesterstykke “The Great Gatsby” følger vi fortælleren Nick, der i de brølerende 1920′ere introduceres for rigmanden Gatsby… Jay Gatsby! Om Niklas og Jannick har skænket det en tanke, skal jeg ikke kunne sige, men pudsigt er det, at de to himmelstormere er navnebrødre med karakterer der beskriver den nyrige klasses indtræden på scenen. Nu bliver romanen så filmatiseret – igen – og vil jeg godt sætte penge på du ikke kan undlade at drage paralleller mellem jeres nyklassiske drenge Nik & Jay og gode gamle Nick Carraway og Jay Gatsby.

Boing boing, biyatches!

Som jeg nævnede forleden er Allan Olsens opus på Vendelbomål, “Jøwt”, lige udkommet på vinyl og samtidig er CD’en gjort tilgængelig i hele landet. I den forbindelse har han været i København og i den forbindelse satte Euromans navnkundige Kristoffer Dahy Ernst (fra hvem jeg har stjålet ovenstående billede) Allan i forbindelse med Per Vers til en snak om hjemstavnsforbindelse, barndomsforbindelse… og rap.

Min store helt Per Vers siger noget pænt om mig og det er jo til at flæbe over i sig selv, men endnu vildere er det vel at min endnu større helt Allan Olsen nu har hørt mit navn. Hele samtalen har en dejlig pingpong, og det er fedt at Allan – der som bekendt hellere vil diktere end diskutere – også er lydhør for Per og Kristoffers historier, selvom han står for broderparten af ordstrømmen. Er du stadig ikke solgt, er her et eksempel på Allan, der dropper tung science:

“Da jeg skrev ‘Taberens Søn’, havde jeg brug for at køre ”min indre neger fra Bronx” af i mig selv. Jeg havde behov for at købe et stort hus, a mansion on the hill, og en stor fed limo. Men jeg var ret bevidst om det, for når man kommer fra de kår, jeg gør, så går man med en forbandelse hele tiden. Det er ligesom når 50 Cent skal flashe alt sit skrammel, sin guldrevolver og sine guldkæder, og Snoop Dogg rapper i en diamantmikrofon.”

Jøwt sagt! Læs interviewet på Euroman.dk.

Bonus: Jacob Valbjørn, der selv har rødder i Frederikshavn (jeg ved ikke om det er Nord- eller Sydbyen), har sendt mig et link til en fantastisk artikel om “den rigtige” Tårnspringer Thomsen fra Tåstrup. Læs den her og nyd hvor straight-faced de fortæller historien uden overhovedet at nævne Allans udlægning.

SATIRE! Tak til Rachel Rukov for grafik.

Som de fleste andre, tror jeg, opdagede jeg Kimya Dawson på grund af Juno soundtracket, hvor hun står for broderparten af det originale materiale. Jeg synes sangene var skøre, skønne, ligefremme og upolerede på en måde som fx det bedste freestyle rap kan være det. Da hun så annoncerede et samarbejde med en af mine yndlingsrappere, Aesop Rock, var det klart at hun var en dame af mit hjerte, men det var med sangen “Walk Like Thunder” – om overdosis, liv, død og den daglige kamp – at hun satte sig dybt i min sjæl.

Derfor havde jeg naturligvis glædet mig åndssvagt til at opleve hende på det første Danmarks visit i 10 år. Med noget nervøsitet så jeg at Vega omplacerede hendes optræden fra Lille Vega til Ideal Bar, formentlig grundet elendigt forsalg. Jeg kan godt sidde tilbage og undres; når det nu er så indlysende vedkommende, smuk og nærværende musik, hvorfor vil flere så ikke opleve det i levende live? Men I skal have tak for I valgte at se Aften Touren eller whatever i stedet, for det skulle vise sig at være en velsignelse i forklædning…

Nå, dramatisk nutid:

Før Kimya går på scenen skal vi opleve Pablo Das, en homoseksuel yoga-mester fra Californien iført Heavy Metal t-shirt og akustisk guitar…

Men før det, har Kimya Dawson allerede meldt sin ankomst i landet via denne gudesmukke Twittersamtale:

kimya dawson ?@mrskimyadawson
Hi Copenhagen. :)

kimya dawson @mrskimyadawson
@peterpta You downstairs?

Og så er det ellers bare ud af døren med lynets hast og hen til Vega, hvor Thunder Thighs herself sidder bag et lille forhæng og sælger merch. Jeg køber hendes nye album på vinyl, selvom jeg allerede har det på CD og føler mig som verdens heldigste kartoffel, da hun skriver en lille dedikation, giver en kæmpe krammer, og jeg kan liste hen og glæde mig til opvarmningen.

Det viser sig, at Pablo Das alene er hele billetprisen værd. Han er iklædt Anthrax t-shirt og har en stemmestyrke, der er en metalforsanger værdig, og alligevel er der en enorm følsomhed i hans materiale. Hvor Kimya Dawson fungerer gennem en barnlig skrøbelig i stemmeføringen er Pablo Das på fuldstændig klippefast grund, når han synger og spiller. Det skaber stille og roligt en intim atmosfære, hvor publikum bryder ud i grin, over hans tekst om at komme til at synge med på en James Blunt sang. Pablo Das synger smukke sange om at springe ud, erklære krig mod homofobiske lovforslag og mellem versene rocker han ud med sin akustiske folk-punk, der minder om Tenacious D uden fjol. For første gang i gud ved hvor længe, føler jeg mig oprigtig opvarmet af opvarmningen.

Efter en kort pause, hvor der bliver luftet ud i Ideal Bar efter vi har lovet lydmanden ikke at gå ud gennem nødudgangen for at ryge – er det tid til Kimya Dawson. Den lille tætte kvinde med tatoverede ben og en afro der ligner en lilla candyfloss sætter sig foran det publikum der mødte frem og satte sig i skrædderstilling foran den lille scene, der max er en europalle høj. Man får følelsen af at være tilbage i børnehave, når guitaren blev taget frem til rytmisk leg. Her krydres sangene godt nok med historier om misbrug og død, men det rokkede ikke et sekund ved den trygge ramme.

Hun starter med “Eleventeen”. Hendes første solosang nogensinde, hvor “the silver pink ponies” flyver over hende. Et motiv, der dukker op flere gange i løbet af aftenen. Kimya Dawson synger følsomt, hurtigt og med fuld indlevelse. Et par gange hoster hun før, efter og under numrene. Det gør det næsten endnu mere rørende at opleve hendes enormt personlige udtryk, selvom det selvfølgelig er med ærgerlige omkostninger. Det viser sig hun har fået en cyste på stemmebåndet, der skal fjernes så snart turneen er overstået.

Mellem numrene joker hun, fortæller små historier, snakker om sin datter og virker i det hele taget nærværende som ind i helvede. Hun blander numre fra hele karrieren. Både de kendte fra Juno som “Tireswing” og “Loose Lips” og de lidt mere obskure og som “The Beer I had for breakfast”. Det virker som om de fleste af de glade numre som “Mare and the hare” og “Alphabutt” er placeret i starten af sættet, mens det bliver gradvist mere melankolsk. Dog afbrudt af et besøg fra Pablo Das hvor de fælles synger om at give sukker fingeren og sidde bagerst i et rutefly, hvor man føler man spiser folks prutter mens de står og venter ved toilettet. Om om, rubble rubble. Og søreme om der ikke også er et lille nummer dedikeret til “Peter from Twitter” fordi jeg havde citeret det derpå tidligere på dagen.

Selvfølgelig bliver “Walk like thunder” den forventede kulmination følelsesmæssigt og jeg bliver suget lige ind i følelserne som Kimya Dawson selv bærer uden på tøjet under nummeret. Det er så nøgent og nøgternt at det næsten ikke er til at holde ud, og det rammer lige præcis ligeså hårdt som den lastbil hun nævner i sangen…

“Then he said, “Mama, I don’t want my friends to watch me die.”
So I kissed his cheek, made him a shirt, and then I said goodbye
And they cremated him in the shirt that I drew
Of the two of us that said they’re flying over you too
Now the silver pink ponies have my homie in their crew
So I tightened up my laces and knew what I had to do”

Nemmere at holde tårerne tilbage bliver det ikke da hun fremfører en smuk, stille og velrappet version af den afdøde rapper Eyedea aka Mikey Larsens “Smile”. Specielt eftersom jeg selv har stået ansigt til ansigt med ham i vores unge år. På en måde bliver hendes interaktion med hiphop, særlig i samarbejdet med Aesop Rock til en åbning for mig, der gør jeg bedre forstår og føler resten af hendes univers.

Efter lidt over en time siger Kimya og Pablo Das farvel med et smukt yoga-chant, hvor vi får lov at synge svarene tilbage, og der er adskillige smukke sangstemmer til stede (yours truly not included), så det bliver en fin afslutning. De bliver dog klappet taktfast tilbage på scenen til et par ekstra numre.

Herefter takker Kimya Dawson af og beder os komme forbi den lille merchbod og indkassere gratis kram, hvorefter de påtænker at hoppe i havnen for at fejre turneen er ved at være overstået. Jeg får taget et fint snapshot med Tordengudinden selv, som I så kan sidde derhjemme og være jaloux over.

I tilfælde af du ikke var der, og det var du nok ikke, synes jeg du skal tage et par minutter til at nyde “Walk like thunder” live fra Ideal Bar. Billedet ryster lidt, men lyden er rigtig god, og jeg håber man fornemmer hvor intenst det var at være til Kimya Dawson koncert. Det skulle du tage at prøve.

Skulle det være gået folks næse forbi, har den navnkundige Joker Mumle fra Madness 4 Real aka Jesper Dahl udgivet sine tekster fra Champagnegaloppen tilsat lidt krølfedt i en bog med titlen “Det er bare ord”. Og jojo, den kontroversielle “Sniffing Cocaine powder and fucking super models” er med blandt teksterne.

Jeg anmeldte bogen i sidste uge på Rapspot og er, som man kan læse, svært glad for den. Er du ikke helt oppe på hvilken genre den befinder sig i, synes jeg du bør opleve ham spille ordtennis i “Digt, sæt og match” ovenfor eller tjekke forfatterinderne Suzanne Brøgger og Josephine Klougart læse op efter hoppet…

Jesper Dahl vs. Suzanne Brøgger – Giv Slip

Jesper Dahl vs. Josefine Klougart – cut up af “Mangler min muse”

Back on the blog…

Hader I også reklamer? Hader I dem lidt mere hvis de bruger en sang med en dybt, flot budskab og forvandler det til en kvalmende købeorgasme? Sådan har jeg det lidt med Telenors brug af Stevie Wonder’s “Happy Birthday” i deres 20 års jubilæumsreklame (norske Telenor har i øvrigt kun heddet Telenor i Danmark siden 2009, og kun heddet Telenor siden 1994). Nummeret er lavet som hyldest til Martin Luther King og en protestsang, for at få staten af Arizona til acceptere Martin Luther King’s fødselsdag som helligdag – en problematik Public Enemy også berører i “By The Time I Get To Arizona”.

Så var det i dag for et par uger siden, at Posdnous og Trugoy The Dove aka Plug 1 og 2 fra De La Soul (Pacemaster Mase er Plug 3, Prince Paul er Plug 4 og så videre) offentliggjorde at de planlægger et fælles konceptalbum på Duck Down med titlen First Serve (ligesom Kool Keith’s episke debut som Dr Dooom).

Derfra hedder førstesinglen ‘Must B The Music’, og er en svedig animeret affære, hvor de ironiserer over musikindustrien uden det bliver for pegefingersvingende. Omkvædet er en catchy hook der repeterer mantraet “must be the music”, hvilket der jo ikke er nogen synd i. Alligevel blev jeg superirriteret fra første færd, for hvor er det nu, man har hørt det før…?

Hooken stammer fra denne “klassiker” med Secret Weapon fra 1981, hvor de i tidens ånd med en blanding af minimalistisk electro og powerpop skønsynger om, hvor fantastisk discomusikken dj’en leverer nu engang er.

Det er der for så vidt intet i vejen med. Men grunden til jeg husker nummeret med gru, er at den samtidig er at finde på et af største fejlkøb jeg som hiphop-fanatiker kan komme i tanke om. I 1994 da Dr Dre’s Death Row imperium sad tungt på udkom “Concrete Roots” opsamleren, den første af en stribe compilations, der drev rovdrift på Dr Dre’s fortid som medlem af Los Angeles DJ-kollektivet World Class Wreckin’ Cru, der udgav discoelectro af svingende kvalitet, og som både Tim Dog, Luke Campbell særligt Eazy-E til stor moro gjorde grin med, da Dr Dre blev inbegrebet af gangsta rap.

Nå jeg stod så vidt jeg husker stod jeg i Street Dance i Aarhus (dengang vi havde sådan en og Jørn fra Cut’n'Move og Jakob Domino var bag disken) og overvejede om jeg skulle bruge mine surt tjente penge på en Ultramagnetic MC’s single eller den hersens opsamling til spotpris. Jeg håbede selvfølgelig på at Eazy-E’s drillerier bare dækkede over en forsmået pladeselskabsejer, der langede ud efter sin tidligere stjerneproducer, men næh nej, han sgu ret i det var volddårligt.

Nyd her “Must Be The Music” hvor The World Class Wreckin’ Cru laver en ny version af “an old school cut from 1982″ komplet med Dr Dre på rap til sidst, hvor han blot gentager rap-stykket fra originalen :-/

Som Butt-Head bemærker da han ser Stakka Bo, som Beavis tror er Ace of Base: “With all the crap in America why do why we have to listen to European crap as well?” Måske derfor, har der ikke været så mange europæere, og slet ikke danskere, i Beavis & Butt-Head. Jojo, selvfølgelig har Lars “Sit your ass down and play the drums like you’re supposed to” Ulrich været med og Beavis får også stådreng af Helena Christensen i Chris Isaac’s “Wicked Game” video, men alligevel.

Og så da jeg sad og så “The Rat Spill”, det måske bedste afsnit fra den skuffende nye sæson, dukker Nanna Øland pludselig op på skærmen i “Take On” Desværre ligger den ikke på YouTube, så her er et noller rip fra Perez Hilton’s blog. Kommentarerne fejler bestemt ikke noget:

“This is one of those art school chicks that you could probably score with, if you tell them their ideas are really good..”
“These are all really good ideas, but I think it would be empowering if you took off your clothes…”
“And if you want I can help you get citizenship…”

Nå fuck det, lad os hellere se da rockede ud til alle de her fede Beasties Boys videoer…

En af mine få deciderede helte i dansk rap (en liste der ellers primært tæller Kenneth K og Kenneth Kold) er Ataf Khawaja, der for mig repræsenterer fuld dedikation til hiphop som håndværk mens han ikke er bange for at skifte mellem forskellige genrer og udtryksformer. Og så er han kongesjov.

Det kan man selv få syn for sagen for i den nye SpolOpCast, hvor det netop er den Sorte Slyngel himself, der gæster. Han fortæller om sine nye projekter, der blandt andet inkluderer en ny video hver måned, hvoraf ovenpostede er den første. Desuden buster han et par nye vers og så er det en af de få gange, hvor nogen herhjemme har fået Atafs hiphop-historie fortalt fra start til slut, og det burde jo være grund nok til at hente podcasten.

Samtidig er det et studie i samtalemarkører, hvor Ataf konstant afslutter sine sætninger med “og så noget dér, forstår du?”, hvortil Spolopmageren pligtskyldigt svarer “jaja”, “nejnej” og “100%” indtil det nærmer sig det absurd komiske. SpolOpcast kan som sædvanlig aflyttes og nedlastes her.