Som Butt-Head bemærker da han ser Stakka Bo, som Beavis tror er Ace of Base: “With all the crap in America why do why we have to listen to European crap as well?” Måske derfor, har der ikke været så mange europæere, og slet ikke danskere, i Beavis & Butt-Head. Jojo, selvfølgelig har Lars “Sit your ass down and play the drums like you’re supposed to” Ulrich været med og Beavis får også stådreng af Helena Christensen i Chris Isaac’s “Wicked Game” video, men alligevel.

Og så da jeg sad og så “The Rat Spill”, det måske bedste afsnit fra den skuffende nye sæson, dukker Nanna Øland pludselig op på skærmen i “Take On” Desværre ligger den ikke på YouTube, så her er et noller rip fra Perez Hilton’s blog. Kommentarerne fejler bestemt ikke noget:

“This is one of those art school chicks that you could probably score with, if you tell them their ideas are really good..”
“These are all really good ideas, but I think it would be empowering if you took off your clothes…”
“And if you want I can help you get citizenship…”

Nå fuck det, lad os hellere se da rockede ud til alle de her fede Beasties Boys videoer…

En af mine få deciderede helte i dansk rap (en liste der ellers primært tæller Kenneth K og Kenneth Kold) er Ataf Khawaja, der for mig repræsenterer fuld dedikation til hiphop som håndværk mens han ikke er bange for at skifte mellem forskellige genrer og udtryksformer. Og så er han kongesjov.

Det kan man selv få syn for sagen for i den nye SpolOpCast, hvor det netop er den Sorte Slyngel himself, der gæster. Han fortæller om sine nye projekter, der blandt andet inkluderer en ny video hver måned, hvoraf ovenpostede er den første. Desuden buster han et par nye vers og så er det en af de få gange, hvor nogen herhjemme har fået Atafs hiphop-historie fortalt fra start til slut, og det burde jo være grund nok til at hente podcasten.

Samtidig er det et studie i samtalemarkører, hvor Ataf konstant afslutter sine sætninger med “og så noget dér, forstår du?”, hvortil Spolopmageren pligtskyldigt svarer “jaja”, “nejnej” og “100%” indtil det nærmer sig det absurd komiske. SpolOpcast kan som sædvanlig aflyttes og nedlastes her.

Efter anmeldelsen af Kidds påståede drabstrusler mod toppen i DF, har humme gjort det som rappere ofte gør når de er trængt op i en krog, og lavet et svar med skønsang og guitar. Her er det humme fra Graven Records, der aldrig har været bleg for at lave noget anderledes. Smukt er det, og langt mere satire end hate speech hvis I spørger mig. Og som Chandler Bing engang sagde, er en dåbsattest jo et sikkert tegn på man skal dø. Nedenfor er andre rappere, der har valgt at synge den ind med guitar gennem tiden.

Wyclef synger om at blive præsident og snigmyrdet. Han blev hverken det ene eller andet…

Timbuktu, Promoe (og lidt Chords) der synger om legaliseringen af cannabis og truer med at pisse på Göran Persson…

Boots Riley fra The Coup og Tom Morello fra Rage Against The Machine opildner til kamp med rim og spade…

Så sad jeg tidligere i dag og havde gluggerne fæstnet på jamphat.com/rap, hvor amerikansk rap bliver gjort til statistik og matematik med en kostelig effekt. Hvem husker ikke denne Souls of Mischief 93 til Infinity-graf eller hvad med skemaet over Rick Ross’ gøremål i november 2007. Jeg tænkte at det ville være en snild sag, at overføre til dansk rap og således høste nogle billige grin for mine genialiteter. Uheldigvis er jeg sproglig student og har ikke skyggen af statistiker i mig, men alligevel er det blevet til disse spæde forsøg på moro:

Vi sku’ ha’ dræbt ham sidste år…

Black Power…

Senere nuppede Liam også “Cassiopeia”-titlen fra samme nummer…

Jeg har ikke lavet penge, jeg har lavet lagkagediagrammer…

Men Kenneth K har allerflest…

Og de kan ikke tage sig af du bærer nag…

Og så bød Ole Zone ind og var allerede sjovere end mig…

I er meget velkomne til selv at koge flere – og bedre – op. Enten ved selv at tegne og fortælle eller også kan I skrive jeres idé i kommentarerne, så skal jeg nok gøgle i photoshop :-)

Så var det i dag den glædelige nyhed om Nice & Smooth’s første koncert på dansk jord ramte gadeplan. De skal spille march 9th (datoen hvor the greatest rapper of all time som bekendt kradsede af) på Rust. Se mere her. Jeg glæder mig selvfølgelig usigeligt til at se dem – samlet. For jeg har faktisk set Greg Nice før til en Hot97 Fashion Showcase i New York, hvor han pumpede stemningen op og stjal showet fra de kun halvt så gamle rappere, og fortalte det chokerede publikum at han havde rappet længere end Hot97 har eksisteret.

Skulle man have glemt hvordan Nice & Smooth lyder og er man samtidig nysgerrig efter at lure hvordan de ser ud i dag, er ovenstående video et glimrende 2-i-1 løsning, da det er en video til den gode gamle “No Delayin’”, hvor veteranerne repræsenterer på gadehjørner i Harlem og Bronx og viser det gode gamle er det spritnye. Men lad os da bare se flere
videoer…

“Sometime’s I Rhyme Slow”

Hvori Greg Nice og Smooth B rapper over guitaren fra Tracy Chapman’s “Fast Car” og Smooth B fortæller en uvant, sørgelig historie om pige, der tager ordentlig meget sne.

“Early To Rise”

Hvori d’herrer hænger ud i en poolhal i deres nattøj og chiller i en svømmepøl i et par baderinge. Smooth fortæller en personlig beretning, hvor han endda afslører hvilken gade i Bronx han bor på og kalder sig den sorte Blake Carrington.

“Hip Hop Junkies”

Hvori gutterne har en funky funky style og et funky funky rhyme, som de spytter på nummeret med det karakteristiske Partridge Family omkvæd, og Smooth B fortæller en traditionel underholdende historie, om at hitte på en pige, samt at han klær sig varmt så han ikke får lungebetændelse.

“DWYCK”

Hvori Greg og Smooth er på besøg hos Gang Starr i hvad der dengang var Guru og Premo’s største hit. Greg Nice forklarer at han arbejder for et salær og ikke gratis, men muligvis vil gøre det for velgørenhed, og Smooth B fortæller en rørende historie om at låne en Philly Blunt cigar, da han har glemt sin derhjemme og gerne vil være høj.

“Dirty Dawg”

Hvori New Kids On The Block får besøg af vores helte på deres forsøg på at lave noget New Jack Swing. Det afholder dog ikke Smooth B fra at fortælle en opbyggelig historie om ikke at falde for de hurtige piger.

Gad vide om der er mulighed for en NKOTBBSBN&S-tour? Det må vi spørge om på Rust, ses til hiphop!

Somme tider siger vi, selv i vores eget hiphop-yo-the-streets-kodesprog ting uden, at være enige om betydningen. Hvad betyder lyddreng fx? Er det unge, seje mikrofonkontrollører eller er det dem sound champions tværer ud? Og er dumfedt godt eller dårligt? Sådan et pendulord er “illin’”, der vel er ursuppen til vores eget “ordentlig syg” også. Det endte i en Kryds og Tværs i New York Times, hvor en dame klagede over konnotationen. Det opsnappede den mock-konservative tv-vært Stephen Colbert og han hev Mike D fra Beastie Boys, der vel om nogen har licens til at ille, i studiet til at afgøre ordtvisten, hvilket sker med tungen i kinden og ild i piben.

I en tid, hvor du kan gå på YouTube og se din yndlingsvideo og på iTunes og købe det nye album med din favoritkunstner direkte fra sofaen, eller fra lokummet hvis wifi’en rækker, er det nok vanskeligt at sætte sig ind i, at hiphop engang var vanskeligt at opstøve. Amerikansk rap skulle købes i storbyens pladebutikker med import-gebyr og handlede det om danske demoer måtte de kopieres fra den ene ungdomsskolesovesal til den næste.

Heldigvis gjorde statsradiofonien faktisk en vis hiphop.indsats i en årrække, først med Kim Schumacker og Al Jones’ program og herefter mere fast i dj-programmet “Det DUR”, hvor hiphoppen havde en central placering, med klimaks i Soulshocks “Mandags Hip Hop” fra ‘89 til ‘91, som Per Vers så smukt hyldede med “Retrorespekt”. hidtil har ildsjælene bag det det-dur.dk der minutiøst indsamler indformation om radioprogrammet kun gengivet det i ord, playlister og billeder, men nu er der kommet 20 stk DURCast, hvor programmet kan aflyttes i hele sin på kassettebånd-velbevarede herlighed. Her er tre jeg synes I skal tjekke:

2. oktober 1989 – Mandags hip-hop med Jeppe Bisgaard som medvært.
Hvori Jeppe Bisgaard indleder med et Red Alert værdigt Yeeeeeeeeeeeah! og brækker ned hvor vigtigt det er at kæmpe for hiphoppen ved at skrive om den i forskellige magasiner, og det er jo lige så en magasinskrivende hiphop-forkæmper som mig får tårer i øjnene.

15. juni 1990 – Kim Schumacher mindes. Low Profile og Funkenklein gæster.
Hvori Soulshock interviewer DJ Alladin og WC fra Low Profile, der selvom de kun lavede en enkelt plade sammen regnes blandt legendariske MC-DJ kombinationer som Guru og Premier, Cash Money og Marvelous og Static og Nat ill. Læg mærke til Solle (som de andre i programmet kalder ham) griner hver gang han hører titlen på et nyt nummer.

2. november 1990 – En tur i skoven i efterårskulden.
Hvori Ezi-Cut og Delgado er på skovtur (mange af programmerne havde gakkede sketch-elementer). De spiller en del techno, men der er et gyldent interview med DJ Ugerløse, om hvordan han havde problemer til EM i Mix, fordi han var kommet til at svine den tyske verdensmester DJ David til, hvorefter Davids far knaldede ham een på hovedet. En historie der er SpolOpcast værdig.

Efter Det-DUR tog Ezi-Cut selv teten med programmer som Lige på og Råt og Hip Hop til Folket og senere fik vi DJ Knud og Peders show, Noize’s hip hop helvede og nu rocker Pelle videre i BAS på P6Beat. Det der især skinner igennem i Det Dur, udover en plat humor og en skøn jysk dialekt hos de fleste værter, er at programmet, nok fordi der var flere dj’s ved roret, virkelig nørder udgivelserne og fortæller stolpe op og ned om pladeselskab og remix. Selvfølgelig kan den slags info findes lettere på nettet nu, men det får ikke desto mindre showet til at emme af fagkundskab og reel public service. Og så gør det mindre, at man krummer tæer hver eneste gang Soulshock lægger op til pressens radioavis med et “SEEEE YAAAAAA!… klokken er 20:00″.

Journalist Niels Fez Pedersen opsummerede programmet således:

“Dansemusikken har altid været popmusikkens ildestedte stedbarn. Ikke til at tage alvorligt. Men god nok at danse til, for man kan jo pr. definition ikke danse til rockmusik. Men de sidste år har dansemusikken sat sig på hitlisterne. Dagens dansemusik er dagens pop. Og på et tidspunkt, hvor selv Moonjam kan påstå, at de spiller hip-hop, er det sørgeligt at Det DUR ikke dur mere.

Man kan anklage programmet for at være løst og lidt sløset. Men det er samtidig også dets styrke. Det er med folk, der ikke har teoretisk intellektuelt forhold til musikken, men som bare er brugere. De arbejder efter devisen “Er det nyt, så er det jo spændende”. Derfor vil jeg savne Telefonmix. Jeg vil savne at være rasende over musikvalget. Og samtidig være irriteret over, at jeg ikke længere kan være irriteret over indslag fra kolde regnvåde sommerhuse med en trio glade jyder. Der heldigvis holdte mere af musik end stil. Det duede. “

Jeg faldt første gang over ham for 4 år siden, da han spurgte om han måtte poste nogle keystyles på RapSpot, hvortil han selv illustrerede rimene med gakkede tegninger. Det blev til CrackSpot-konceptet Sandhed og Vanvid. Siden har han formået at overføre sin passion for nørdede emner og alenlange enderim til musik, altid med et forskruet koncept. Tag fx dengang han udgav en dansk version af Slick Rick’s Children’s Story, hvor der var biljagt helt ud til Albertslund. Kort før nytår kom, der også en live-video fra hans koncert til Got Jamn i Roskilde, hvor han dybt engageret og lettere nervøst leverer et hylesjovt show med instuderet dans og hele pisset. Mossell tilhører nichegenren herhjemme, der ligger et sted mellem poesi og parodi, som Torrpedorr og Julaw fx også bevæger sig i, men lever man sig ind i universet, er det virkelig sjovt. Og hvilken wrestlecrap-fanatiker kommer ikke en lille smule, når man hører obskure referencer som:
“selv dengang der fandtes mamutter / var mit rap stadig federe end Bastion Booger”.

Her er liveshowet fra Got Jamn, hvor Mosell vil spille et par rapnumre han har lavet…

Og her er Slick Rick på dansk. Gi’ gi’ gi’ – gi’ dem en på kassen Rick…

Så var det i denne uge, at FBI frigav deres arkiv omkring Ol’ Dirty Bastards lettere lyssky aktiviteter. Ifølge SpolOp’s recap talte hans forbrydelser alt fra vold til narko, hvor det dog også er værd at bemærke han blev frikendt i en stribe af de sager, som FBI selv anlagde. Det mest konstruktive frigivelsen affødte var dog en debat på RapSpot om, hvem i Wu-Tang Clan, der rapper bedst. Her havde Morten S Inspectah Deck på en flot 2. plads, og hans begrundelse var så underskøn, at jeg synes I bør tjekke den ud:

“Men når man høre Decks vers på Triumph så er der bare intet der kan matche det. Det er det bedste represent vers der nogensinde er blevet skrevet i hiphoppens historie. Hans flow er traditionelt semi oldskool Rakim agtigt uden så mange svinkeærinder. Han kører bare taktfast derudaf med multirim og storslåede metaforer. Hans ord virker bare som om de mejslet i sten af lynild fra en alvidende guddom.”

Nyd verset ovenfor og tjek RapGenius brække den ned her. I bomb atomically…

I kender rutinen fra den første caption contest “Hvad tænker Lars og Sidney”. Hver eneste gang en statsminister møder en populærkulturel æsketrold, skal der laves sjove tænkebobler. Således også i anledningen af statsminister Helle Thorning Schmidt’s møde med selv-iscenesætteren Kidd.

Skriv et par sjove sætninger om, hvad de to tænker og vind bannerplads på ptas.dk i et år! Om det skal handle om blod, sved eller tårer, er helt op til jer selv. Sæt i gang.