PTA på skakeventyr: Sat skakmat af Vakili

En af mine ambitioner denne sommer er at blive bedre til at spille skak. Hvis sporten er god nok til RZA, GZA, Muggs, Rakaa Iriscience og Willie Rapp er den også god nok til mig. Jeg spiller lidt online, men det er jo sjovere i virkeligheden. Så forrige lørdag begav jeg mig ud på Nørrebro, hvor der på Den Sorte Plads var et top hyggeligt arrangement under titlen Chess And Cheese, hvor en ostewalah og en chaiwalah serverede grillede ostemadder og indisk te til spillerne. Det er jo at få en gratis bondeforvandling foræret!

Først blev jeg slået af en fyr der også bare var forbi på en kigger. Derefter prøvede jeg at lære en lokal unge reglerne, men vi endte med mere at øve de mest street håndtryk. Til sidst fik jeg en kæmpe røvfuld i lynskak af Vakili, mens min gamle modstander fra Rap Slam, Low, sad og fnes ved siden af over sit eget spil tænkeskak. Det er måske ikke så interessant for 3. part, men fat mod, fister, for pludselig handler det også om hiphop…

Vakili er udover en fremragende skakspiller også en drøndygtig lyriker. Jeg har kendt ham i mange år, og ligeså stille er hans kunstneriske udtryk begyndt at matche alle de tanker han altid har haft på hjerte. Jeg er kæmpe fan af hans nye album “Ord er som vind” som indeholder fantastisk poesi og mikrofonkontrol og ligeså fantastisk musik fra, den i min bog noget underratede, Exampler. Vakili siger selv om albummets titel:

“Vind er en af de letteste men også stærkeste kræfter i naturen. Men den kan forsvinde fra det ene øjeblik til det andet. Og ligesom vind, kan ord være så lette at sige og samtidig så stærke, at de kan skabe en hel ny virkelighed – men denne virkelighed falder sammen, det øjeblik ordene forsvinder og ikke følges op ad handling. I mine øjne, er dette en smuk sandhed – at ord kræver handling – og det gælder både i politik men især også i kærlighed, de to centrale temaer på albummet.”

Tung science! Du kan hente hele hans nye album gratis på Vakilisme.dk.

Bonus: her er et fedt billede af Vakili der griner af at have sat mig skakmat:

Mere bonus: her er Vakilis video til Omvendt lom’tyvsteknik.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *