Det nyeste, sygeste: Raske Penge er intelligent

Her er et fedt billede af Ras Money’s skæg. Taget af fonzi74/gbCrates.

Udover Jay-B var en af de allerførste danske hiphopskribenter jeg stødte på, da jeg som ung unge entrerede miljøet Raske Penge aka Ras Money aka Rasmus Poulsen.

Det vil sige, dengang hed han slet ikke nogen af de ting, han hed Peaceful P aka Pissefulde P og sammen med Per Vers sammenstykkede han undervisningsmagasinet “Zapp – Jorden Rundt” for Mellemfolkeligt Samvirke i 1993, hvor man, for hvad jeg tror er første gang, kunne læse en slags oversigt over dansk og amerikansk hiphop. Bladet er superentusiastisk, belærende og naivt, og stadig et vigtigt artifakt til forståelsen af dansk rap, der dengang stod foran sit andet gennembrud. Siden har han som musik- og kulturjournalist stået for afdækning af alle mulige miljøer fra bogen om Graffiti i Danmark til hjemløse i Østeuropa til dødstogtomlere i Mexico. Blandt andet som medforfatter til den fantastiske bog om Natasja (læs anmeldelse her og reportage her).

Nu har han så igen grebet mikrofonen og er sprunget ud som dansk dancehall don. Jojo, jeg ved godt han toaster på livet løs i Roots Man Hi-Fi, men som den saglige samfundsrevsende Raske Penge har han fået noget der ligner et folkeligt gennembrud, og hvor er det fedt. “Bor Her” og “Rundt” er allerede hittere, men efter min mening er hans bedste nummer til dato den nye “Intelligent” lavet sammen med Pharfars Food Palace. Nummeret er i udgangspunket en hyldest til boglig og faglig klogskab, hvilket jo er et fedt i sig selv, men ender med at minde om det også er vigtigt at få den sociale intelligens med, og bliver på den måde tvetydigt. Du kan og bør se videoen nedenfor.

Raske Penge “Intelligent”…

Og så kan du også nyde et fedt indslag om tilblivelsen her. Jeg har spolet frem til det om Raske Penge for dig. Selv tak.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *