Oplev Street Art fra Afrikas største ghetto i Gotham Gallery

Den største ghetto i Afrika hedder Kibera og ligger i Kenya. Man skulle ikke tro folk der havde overskud til at tænke på kunst, men somme tider kan det vise sig, de ikke har overskud til at lade være. Sådan har det været i forbindelse med landets folkeafstemninger, hvor vreden over valgfusk gør indbyggerne så rasende at de begynder at udtrykke sig ved at udsmykke byen med deres uforbeholdne mening.

Den historie, og meget mere, er Street Art On The Run med til at beskrive. Projektet er et møde mellem afrikanske kunstnere som Ashif Malamba, Otieno Gomba og Bankslave, samt den dansk-amerikanske graffitikunstner og galerist Brandon “Juse One” Lewis og den pæredanske gadekunstner Rasmus Nielsen. I en slags kunstkulturel udveksling har Juse One og Rasmus været i Afrika, hvor også fotograf Torben Nissen har været med for at dokumentere forholdene. Og nu er kenyanerne kommet til Danmark, hvor de holder workshops og udstiller kunst.

I morgen, lørdag den 13. oktober, er der så fernisering for Street Art On The Run i Gotham Gallery. I den forbindelse var jeg et smut forbi og mødte drengene, der fortalte om deres projekt og selvfølgelig var vilde for at få folk til at komme forbi og få en tværkulturel oplevelse. Det er klippet sammen til en lille promofilm på en charterflyvetur, og bliver desværre først published nu, da den græske uploadspeed er cirka ligeså fremadstormende som den græske økonomi.

Læs, se og hør mere på StreetArtOnTheRun.org og GothamGallerycph.com. Nedenfor kan du se et piece blive til i Afrika…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *