Per Vers modtager Dan Turéll medaljen 2013

Det er ikke hver dag, at danske rappere vinder priser. Det vil sige, at når der bliver holdt Danish Hip Hop Awards, Danskrap.dk Prisen og så videre, så vinder vi hæder i spandevis, men det er sjældent at vi bliver hyldet af andre end os selv. Fx findes der ikke et eneste rap-album i den officielle Kultur Kanon. Tyg lidt på den finger. Sidste eksempel jeg kan huske var da Malk De Koijn engang i 90’erne vandt Maarums sprogpris, da den blev uddelt for vist eneste gang.

Derfor var det så meget desto mere glædeligt, at ingen ringere end Per Vers var valgt som modtager af Dan Turéll medaljen 2013, der går til “forfattere, multimediemennesker og andre, som efter styregruppens opfattelse arbejder i Dan Turélls ånd”. Overrækkelsen foregik i Danny’s fødeby Vangede, og for at gøre noget ud af turen, havde Per Vers booket en Bangbus PartyBus der kunne køre familie, venner og kolleger til biblioteket og retur.

Jeg var heldig at høre til en farverige flok der tog turen derop, og jeg skal lige love for, at der blev party’et på den bus. Derudover kan jeg rapportere at den gamle provo Jakob Ludvigsen holdt en fejende flot kvalificering før overrækkelsen, hvor han endda rappede lidt og forklarede at han nok mente at Dan Turéll ville være stolt over Pers evner og måske endda lidt jaloux over hans tæft for at improvisere. Per kvitterede med en takketale, en freestyle og en flot udgave af “Taxa Junkie” fra Kinski-albummet som han mellem sidebenene fik sagt nok godt kunne være inspireret af Dan T’s “Jeg skulle have været taxachauffør”. Alt i alt en smuk dag på Vangede bibliotek og fandme om Emil fra Sleng ikke også var i huset.

Og mens charterselskabet ellers festede videre hjemme hos Per, drog medaljetageren selv på takke-turné rundt i de kulørte aftenshows. Med en ro, der på ingen måde antydede at han havde haft travlt den dag, fik Per lige vist hvor skabet skal stå, når det kommer til holde Turéll ånden i live. Dagen er blevet klippet sammen til en hæsblæsende video, der kan ses nedenfor…


Tillykke med Turélleren Per, ses til hiphop.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *