Stones Throw er ikke hiphop-historiens vigtigste selskab. Den titel går til Def Jam. Det er heller ikke det vigtigeste west coast selskab, det var Death Row. Det er ikke engang rigtigt det vigtigste uafhængige selskab. Det var Rawkus.

Alligevel er Stones Throw uhyggeligt interessant, fordi det er en enkelt mand, Peanut Butter Wolfs, vision om at skabe et selskab, der skulle udgive hiphop, som han godt selv kunne li’ uafhængigt (!) af hvad resten af musikverdenen troede man kunne sælge. Det har han nu gjort i næsten 20 år, og det er der kommet den fremragende dokumentar “Our Vinyl Weighs a Ton: This Is Stones Throw Records” om. Her tager instruktøren Jeff Broadway gennem hele selskabets historie i en historie, hvor det at være anderledes er en kvalitet, hvor J Dilla er gud og hvor Guilty Simpson og Kanye Wests meninger er lige vigtige.

God hiphop er kun et stenkast væk

Det er meget sigende, at Stones Throw dokumentaren netop har fået titlen “Our vinyl weighs a ton”. Ud over PE-referencen og den smukke backpacker-braggadoccio-attitude i at have sindssygt mange, tunge ‘nyler, er det naturligvis en henvisning til Stones Throw-chefen selv. Peanut Butter Wolf lavede med med “My Vinyl Weighs A Ton” fra 1999 en magtdemonstration af et producer-album, hvor alt fra boombap MC’ing til cratedigging og turntablism stod i højsædet. Med andre ord; han repræsenterede alt det sen-halvfemserne forbandt med god hiphop.

Nu er der imidlertid gået 18 år, og Stones Throw er ikke længere “bare” et boombap-selskab. Desuden er det ikke i nær samme grad Peanut Butter Wolf selv der er epicenteret, men snarere Madlib. Eller måske arven efter J Dilla. Eller også er det historien om Aloe Blacc, soulsangeren der endelig sendte en Stones Throw udgivelse over 100.000 solgte eksemplarer.

En mands mission

I dokumentaren fortælles historien primært i klassiske sit-down interviews med hovedaktørerne. De er venlige og imødekommende uden skyggen af den spænding man fx oplevede i A Tribe Called Quest-dok’en. Den første hovedfortælling er historien, om hvordan Peanut Butter Wolf suges ind i hiphop-verdenen sammen med vennen og rapperen Charizma, som han senere bliver producer og DJ for.

Da Charizma bliver myrdet, står Peanut Butter Wolf pludselig uden rapper, og i stedet vokser ideen om at bære arven efter Charizma videre gennem andre kunstneres musik. Det fører os først til Madlib, derefter til J Dilla og MF Doom; eksentriske kunstnere, der alle sammen spejler Stones Throw visionen om at lave god musik uden så meget som at skule til hitlisterne.

Festskrift i filmform

Det er Stones Throw selv, der har udgivet dvd’en, og man kan med en hvis ret sige, at vi mere er ude i et festskrift i filmform end en egentlig afdækkende dokumentar. I dette tilfælde synes jeg ikke, at det gør så meget. Stones Throw er ikke et kontroversielt selskab. De har ikke en historie bitre tidligere ansatte eller kunstnere, og ideen om et selvportræt af et uafhængigt selskab er temmelig sympatisk.

Af outsidere møder vi Mike D fra Beastie Boys, der er gået fra at være Peanut Butter Wolfs inspirationskilde til selv at være fan af selskabet. Allestedsnærværende ?uestlove kloger sig selvfølgelig også, men mest vægt giver Common og især Kanye West til portrættet af J Dilla. Jeg tror det ligger i hiphoppens DNA at der altid er noget særligt over, at høre rappere fra andre generationer eller fraktioner give props til andre kunstnere.

Drømme og drivkraft

Jeg nød hele “Our Vinyl Weighs a Ton: This Is Stones Throw Records”. Musikken er en imponerende drivkraft der kan skifte fra hardcore boombap til drømmende new age på en enkelt scene, og det samme kan man sige om billederne. Farverige Californien er bare let at få til at se godt ud.

I de halvanden time klippes der lystigt fra interviews i nutiden til gamle hjemmeoptagelser og sågar små animationer, som jeg formoder selskabets hof-grafiker Jeff Jank har stået for. Selvom de fleste af de gamle klip også var at finde på den VHS som Loot Pack solgte til koncerter i 90’erne, giver det en dybde til dokumentaren at blive sendt tilbage i tiden – en kvalitet Ice-T’s Art Of Rap fx var blottet for.

Jeg kan anbefale dokumentaren til øvede Stones Throw-lyttere, men i den grad også til begyndere. Det er ikke et stort drama, men det er en dejlig dokumentar om at turde have store drømme og samtidig drivkraften til at føre dem ud i livet.

Læs mere om filmen og køb den på ourvinylweighsaton.com.

Bonus: Husk at du stadig kan læse mit omkring 10 år gamle interview med Peanut Butter Wolf fra første gang han fejrede sig selv.

Mere bonus: her et et fedt billede af mig og MadLib :-)