Anmeldelse: PTA vs “Cheff Records Nu Som Chips”

Det er meget få kendte, der har æren af at pryde vores fødevarer. Somme tider sker det at der sniger sig en Messi på vores Pepsi, men i den faste fødes afdeling kan jeg faktisk kun huske at Sepp Piontek i firserne var at finde på en sandkage med kiwi (triple firser overload).

Nu er drengene fra Cheff Records endt på rørene til Kim’s chips, en nyhed der fik folk til, at skære det besynderlige ansigt, hvor man både løfter øjenbrynet og trækker på smilebåndet. Præcis hvad ideen er, er vel sandt at sige ligeså diffust som det er for de fleste, hvad Cheff Records er. Er det et pladeselskab, en gruppe, et brand, eller bare noget Kidd råber i starten af sange?

I al fald er det i hvert fald også chips, i hvad man forestiller sig er Kims forsøg på at score noget opmærksomhed hos Distortion-teenagerne, der sikkert sværger til Pringles, og fjerne sig fra bonderøvssegmentet, der synes det er sjovt at grine ligesom Jørgen og kalde deres kollegieværelse for chipsland. Her er en Youtube-video der cirka forklarer ideen…

Hvis man virkelig skulle tænke ud af boksen, kunne det være man skulle have gået hele vejen og kaldt chipsene for “Kidd’s” – fonten ville under alle omstændigheder passe perfekt, se bare her. Tada:

Men jeg går ud fra at det nok var et lige rigeligt stort skridt for den gamle kartoffelskive producent og samtidig har Kidd måske tænkt at det var bedre business at promote sit label/brand/crew på rørene. I al fald er der kommet 3 forskellige slags Cheff Records chips, hvor det klart sjoveste gimmick er at de, i bedste Breaking Bad møder Insane Clown Posse-stil, postulerer at meget af fedheden i chipsene er opstået via “videnskab”. Science, yo!

Men smager de overhovedet godt, de dér chips? Det satte jeres udsatte reporter sig til at finde ud af, ved at æde tre rør chips en højhellig søndag.

1: JUICY PAPRIKA Cheff Snacktime Flava

Den flottest indpakkede af chipsene, hvis du spørger mig, er klart Juicy Paprika-varianten. Den vækker minder om nogle af de første paprika-chips jeg smagte. De var fra Tyskland og noget tyndere, hvilket jeg egentlig synes klæder denne smagsvariant bedre. Ligesom resten af Cheff Records-udgaverne er Juicy Paprika udformet som de andre Kims Superchips, store og knasende, der gør dem til en lidt tør forestilling med mindre man får dip til. Pringles har en hot & spicy variant som jeg synes er lidt bedre, som kontrast til den supersøde paprika.

Vurdering: 4/10 foamfingers

Booster-forslag: Dyp dem eventuelt i asiatisk sweet chili sauce. Det giver lidt et overload af sødhed, men når det nu er Cheff Records, der står på menuen, ser jeg ikke overload som et problem.

2: BACON Galaktisk Gangsta Flava

Jeg har fået at vide at det er haram i islam at spise ting med bacon-smag også hvis det bare er kunstig bacon, der aldrig har set skyggen af brændt svin. Det vil sige at vores muslimske brødre og søstre hverken kan nyde en McSwag eller Cheff Records Bacon varianten. For alle os blegfede grisespisende danskere, er der en vis nostalgi i baconsnacks, der tager os tilbage til idrætshallernes cafeterier, hvor man kunne nyde dem med en Faxe Kondi. Det er et sjovt koncept at lave dem i konventionel chips-størrelse, men jeg kan faktisk bedre li’ de old school baconsnacks, der bevægede sig flot i grænselandet mellem kartoffel og flæskesvær. Men klart den sjoveste af varianterne.

Vurdering: 6/10 foamfingers

Booster-forslag: Giv en portion 30 sekunder i mikrobølgeovnen. Det gør dem lidt mere porøse, så de ikke længere er så gode som dip-chips til gengæld er der dømt ren throwback til 80’ernes partyfood-snacktime og desuden spreder der sig en dejlig duft af grisebasse.

3: PIZZA #Cheffliv Flava

Min yndlingsudgave af chipsene, og formentlig den jeg ville vælge, når jeg engang er i stand til at spise flere chips igen. Den har lidt af paprika-smagen, men de har også smag af oregano og tomat. Samtidig står der på dem, at der er røgaroma i, og det giver lidt af duften fra stenovnen. Det er ikke ligefrem den dybe tallerken, der er blevet opfundet her, men det er sgu en meget gedigen chip, og den er rigtig god til forskellige slags dip.

Vurdering: 7/10 foamfingers

Booster-forslag: Lav din egen dip hvor du blander frisk oregano og timian, samt hvidløg, salt og peber i enten creme fraiche eller græsk yoghurt. Er du helt fræk kan du også rive lidt rødløg i.

Det var det. Samlet er det ikke en skuffende oplevelse, men der er heller ingen af chipsene, der sprænger skalaen i forhold til, hvad der ellers er på markedet. Jeg er fx helt overrasket over der ikke er en variant med surcreme og union. Sup with dat? Nå, når du har spist din chip, hørt “Ikk lavet peng'” og stadig mangler noget at give dig til, kan man inde på Cheff Records nu som chips Facebook-siden lave sine egne små papfigurer af Kidd, Eloq, Klumben, Abbaz og Sukkerlyn som dem her.

Sjovt nørklearbejde for hele familien, eller bare dig selv hvis du har røget dig ordentlig knokle og ikke har noget at give dig til. I kategorien “stort brand møder street brand” er dette klart noget af det sjovere, og det formår at være sjovt uden at blive helt tåkrummende corny. “Nu som chips”-sloganet indbyder også til at andre musikere, standuppere og gøglere kan få chancen for at blive foreviget på chipsrør i fremtiden.

Eftersom de har været ude i et stykke tid og kun ganske få snakker om dem, må de nok sande at dette ikke blev den nye “jeg vil gerne have en Squuaaaassh”, men mindre kan også gøre det. Jeg vil i hvert fald tusind gange hellere have et rør “Cheff Records Nu Som Chips Pizza #Cheffliv Flava” end en “Share a Coke with… Peter”.

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /customers/9/d/7/ptas.dk/httpd.www/wp-includes/class-wp-comment-query.php on line 405

En tanke om "Anmeldelse: PTA vs “Cheff Records Nu Som Chips”"

  1. god test, men efter den Sepp Piontek kiwisandkage blev nævnt løb mine tænder så meget i vand at jeg ikke rigtig kunne koncentrere mig om resten af teksten. UNDERSKRIFTSINDSAMLING NU!!!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *