“Godt Stegt” – Bag kameraet på Per Vers’ nye strandbasker

Til trods for navnet er det faktisk sjældent man oplever Per Vers i det lumre hjørne. Derfor var nysgerrigheden stor, da jeg hørte at han i dag var i gang med at skyde video til sit kommende sommerhit “Godt Stegt”, hvori der indgår alt fra nøgne kaniner og dansende hummere til MC Einar og Joan Ørting – de fleste af tingene med reference til nummeret. Per Vers’ egen rolle i videoen er en vaskeægte, old school blotter og så bliver det vel ikke mere lummert.

Jeg drog frejdigt af sted til Amager Strandpark bevæbnet med kamera og telelinse, og blev mødt af et galehus af et videoshoot. Mens der blev råbt ting som: “Få de nøgne dyr på plads” og “I må ikke kigge i kameraet, når I råber OH YEAH!” kunne jeg, i bedste paparazzo-stil, ligge i klitterne og affotografere skandalerne. Det hele skulle efter sigende blive til en fejende flot og innovativ video, instrueret af Asger Lindgård, der har premiere den 12. juni. Indtil da må I nøjes med dette lille galleri…

Gode gamle Mc-Einar sætter gang i løjerne. Nul point for at gætte hvad hans outfit hentyder til.

Per Vers havde åbenbart spurgt om han måtte låne Mamilades hummerkostume. Det måtte han overhovedet ikke, men hun var selv mand for at trække i dragten så hun kan ses i rollen som Mister Lobster-lobster.

Superproducerne Terry Tester og Exampler ses i rollen som vandpistol-pløkkende drengerøve med blege stænger. Voksent. Det er i øvrigt Terry Tester der står for beat, cuts og hele pivtøjet på “Godt Stegt”.

Joan Ørting hygger om lokal ble-fetichist alt imens der begås brunstige overgreb foran hende.

Ufuldstændigt overblik. MEGET ufuldstændigt.

Wrap-up og once in a lifetime photo-op. Det er ikke hver dag at man kan få taget et billede sammen med Per Vers. Og det er slet ikke hver dag man kan få det taget af en mand i ble.

Blotter-Per åbner frakken. Bemærk den pisgule solskærm. Ikke set klammere siden Torben “Kagemanden” Jensen rockede solskærm i Guldregn.

Følg Per Vers på Twitter, Face og Per.tv.

2 tanker om ““Godt Stegt” – Bag kameraet på Per Vers’ nye strandbasker”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *