hiphop

For ikke alt for lang tid siden var min ven Ole Jakobsen så flink, at låne mig sit eksemplar af rapperen, produceren og skribenten J-Zone’s bogudgivelse “Root for the Villain: Rap, Bullshit, and a Celebration of Failure”. Jeg lånte den efter kort tid videre til Per Vers og således var vores lille bogklub etableret. Men før Per fik nallerne i den, nåede jeg under læsningen af ramme forfatteren med en stribe spørgsmål.

J-Zone er et specielt bekendtskab. Han laver pimp-rap uden at være pimp, men også uden det er for sjov. Hans hårde og flabede attitude kan virke karikeret, men der gemmer sig en masse sandhed i musikken han lavede før han pensionerede sig selv som rapper, og den trænger også igennem i hans skriverier. For danskere er det nok sjovere at læse om hans kærlighed for Tim Dog og Mob Style og anden niche-hardcore-rap end hvilke kvarterer i New York, der er mest dobbeltmoralsk-racistiske, men det hele blandes sammen til en ret fin bog, der er både er en slags biografi, hiphop-epistemologi og mavesur samfundsrevsen.

J-Zone var flink nok til at svare på mine spørgsmål lynhurtigt, og derefter var jeg ultradoven til at få dem online, men hvad passer bedre end denne #fredagsbog-dag til at få arbejdet gjort færdig. Here we go… Læs resten af dette indlæg »

Så er der endelig kommet noget, der ligner en 2′er til den episke “Read A Motherfuckin’ Book”-crunkrap, der fik det at læse til at fremstå som niveauet over 48″ rims og platingrills i dumspilning. Det er La Shea Delaney og Annabelle Quezada, der slår et slag for den gode litteratur med deres cover af Jay og Ye’s “Niggas in Paris”. For alle os bogorme, læsehingste og hiphopper, er det altid fedt med et nyt læseanthem, så nyd d’damer fyre op i i boghandlerne.

“Know how many bookmarks I own?”

Bloglæseren Asmus Helms har sgu af egen fri vilje sendt et knaldsjovt påhitsomt indlæg til mig og endda illustreret det fornemt. God stil, her er den…

Dansk rap bliver ofte kritiseret for bare at være et dårligt plagiat af amerikansk rap. En af de tendenser som man har set i mange år fra amerikanske rappere som endnu ikke er nået til Danmark er rappere som forsøger sig med skuespillet. Den største succes er selvfølgelig Will Smith, der i dag har været nomineret til to oscars og er væsentligt mere kendt for sit skuespil end for sin rap-karriere.

En af de nyere succeser er den delvist biografiske ”8 Mile” med Eminem i hovedrollen. For et hvert bonghoved har Redman og Method Man’s ”HOW HIGH” en særlig plads, jeg har selv haft en sommer hvor alle byture endte med at se den og recitere linjer som ”Study high, take the test high, get high scores!”, ”roll that shit, smoke that shit, pass that shit!” og ”Wheremybitches?”. Desuden bør nævnes klassikere, hvor historien udspiller sig i ghettoen, som ”Boyz N The Hood” med Ice Cube og ”Juice” med Tupac.

Generelt kan man sige at rappere fungerer bedst som skuespillere, når de kan bringe lidt af sig selv ind i rollen. Derfor har jeg lavet en liste med nogle forslag til danske rappere, der kunne prøve skuespillet af og hvilke film de kunne spille med i… Læs resten af dette indlæg »

Så er det i dag, at musikmagasinet Information/Inspiration (et navn der kombinerer en avis jeg elsker, og en isenkræmmer jeg hader) rammer nettet.

Fyldt til randen med edutainment, går det i alt sin enkelthed ud på et grafikeren og musikelskeren Mikkel S Dysted aka Flying Hips har udspurgt en flok musiknørder om deres yndlingsmusik, samlet deres svar i et magasin, lavet tilhørende spotifylister og ikke mindst knaldflotte illustrationer (ptas.dk’s nye header stammer fx derfra).

Jeg selv har til min store glæde fået lov at komme med i det fine selskab, og jeg har endda æren af at åbne ballet. Jeg går ud fra det var fordi jeg skød fra hoften og svarende indenfor en times penge. Det betyder også at jeg ikke har fået store helte som Kool Moe Dee, Timbuktu og Allan Olsen med, men omvendt er der en slags kausalitet i svarene (jeg nævner Aesop Rock og Kool Keith flere gange) som jeg godt ka’ li’.

Desuden er det en kæmpe fornøjelse at gå på opdagelse i de andre nørders svar. Det er skægt når der er sammenfald, som at både Spol Op, Per V og jeg nævner samme tårepersernummer, det er overraskende at opdage Joe Zawinul (ham med Birdland) spillede en fremragende koncert i Aalborg lige før sin død, og det er inspirerende at John Coleman, som jeg kun kender som “another soulman” pga “Jazz Thing”, åbenbart er en af saxofonisten Frederik Lundin’s helte.

Jeg håber virkelig der bliver taget godt imod “Information/Inspiration” og jeg glæder mig til at tage mod musikanbefalingerne fra de andre, og forhåbentlig også kommende, bidragydere og håber andre vil tjekke mine ud. Bladet kan læses og downloades på Flyinghips.dk.

Først var det John Lennon og Yoko Ono, der sagde glædelig jul og “War is over”. Nu er det Nappion og Kriswontwo, der siger glædelig påske og “War Is Over” på et nyt nummer fra deres fælles-ep “Breaking The Ice” featuring Per Vers.

Jeg har kendt Nappion siden han var bette rapper i Top Notti i 90′erne (og han er for så vidt ikke blevet meget højere, men stadigt dopere). Per har jeg også kendt ordentligt længe, men KrisWonTwo mødte jeg først for nylig til en dejlig jazzkoncert med Anders Koppel og Benjamin Koppel i Valby (som Perv rappede: “double-Koppel-double-trouble” om, hvorefter han begav sig ud i et sindssygt 2 minutters freestyle blackout over Charles Mingus’ “II BS”, det handler det ikke om nu). Udover at være en dybt sympatisk fyr, er han også en dygtig producer, der på “Breaking Ice” fremkalder nogle rigtig fede stemninger og sammen med Nappion laver harmoniske musikstykker, man ikke forventer men forbløffes over.

Men det er ikke det eneste Chris og Kris laver sammen. De laver også mad… Læs resten af dette indlæg »

“Fed battle mellem 2 monstre, dårligt klip & mix, men damn, en awesome trøje @peterpta har på i dommerkommentarerne… “

Således skrev Ditfuck aka Michael Jøden om battlen mellem Pede Gøbb og Humme, der markerede den første 1st contendership match i battleligaens historie. Men udover at vinde bedste t-shirt var Jeg så heldig at at dømme konkurrencen ligesom i Århus til Rap Slam 2, hvor jeg beskrev samtlige battles efterfølgende (tjek Ken1crack vs humme, Yogi vs Loke Deph, Daniel & Rk Low vs Patrick Linky & KT og Johnni G vs Kalle Pimp).

Denne gang fik vi dog lidt mere betæningstid til kommentarerne, så jeg synes ikke der er nogen grund til at tærske langhalm på det, jeg kan blot konstatere YouTube kommentarerne varierer fra “Meget uenig med dommerne” til “PTA said it” . Her er resten af aftenens battles og husk at der er Rap Slam igen på Roskilde Festival. Læs resten af dette indlæg »

Jeg kan ret tydeligt huske, da jeg hørte Fler Farver’s debutalbum Bekender Kulør for en del år siden. Stilen slog mig som en blanding af tidlig Rent Mel i Posen og Organiseret Riminalitet, hvilket jo er fjong, men der var meget lidt særpræg over dem. Til gengæld var indpakningen fra idé til grafik ret fantastisk. Med tiden, hvor de jo blandt andet har stået for Odense Assholes brideparodien som kun få opdagede var et spoof er deres musikalske ideer og evner blevet ligeså originale som grafikken. Her vil jeg fremhæve to af medlemmerne, man bør følge lige omkring nu. Læs resten af dette indlæg »

Jo, jeg lover at dette er sidste update om den 130 kilos albaner de kalder Action B, men jeg synes ikke I skulle snydes for et par snapspots fra aftenen. Den mest velklædte gæst på Loppen – nogensinde – SpolOpmagern har lavet en anmeldelse, der fint indkapsler de oplevelser man som musikkritiker kan have. Alligevel synes jeg det er vigtigt at understrege, at aftenen emmede af gode vibes og jam-stemning. På forhånd havde jeg været lidt lurvet ved den megen opvarmning, men jeg synes faktisk det fungerede som en god og varieret showcase af Danmarks rap-undergrund, og havde Bronson kun tænkt sig at spille en god halv time under alle omstændigheder, var det blevet en noget kort fornøjelse uden opvarm. Så som helhed ville jeg være tilbøjelig til at kvittere med pæn karakter… Læs resten af dette indlæg »

Jeg indrømmer gerne at jeg havde penge på Mund De Carlo ville vinde MC’s Fight Night sidste år. Han fremstår som en ekstremt afslappet og idérig freestyler, når han er i bokseringen. Heldigvis er han også dygtig med skrevne rim, og i sin nye video tager han endnu en nichesport op, nemlig armlægning.

Armlægning er en temmelig overset sportsgren. Den har ikke rigtig tv-tække, men selv husker jeg med glæde tilbage på en lækker aften på Roskilde Festival 2000, hvor mig og Niels fra Baryske tog til Willie Nelson koncert og armwrestlede i ølteltet til den store guldmedalje. Samme aften spillede Pearl Jam, og det er en oplevelse jeg er glad for ikke at have fået med. Men faktisk går min kærlighed for armbrydning som sporten hedder herhjemme – helt tilbage til Sylvester Stallone’s “Over The Top”, hvor Sly skiftede boksehandsker og Rambo-knive ud med lastbiler og armlægning. Jeg lejede den ofte på vhs i Døgneren i Hadsten og kan ikke rigtig gå forbi nogen der lægger arm uden at skrive “OVER THE TOP, DAD!” af mine lungers fulde kræft.

Her er et klip fra en af de episke scener…

Først kom det frem at republikanske lokalpolitikere er bedre til at citere Jay-Z end demokraterne. Men nu går den kommende republikanske præsidentkandidat Mitt Romney skridtet videre og buster et helt nummer med perfekt flow. Eller… det skal bare lige klippes rigtigt til. Min ven Eddie Brock linkede mig til denne guldklump udi audioediting. Det er sjovest hvis man ved Romney er mormon, har udtalt han kan li’ at fyre folk og engang har bundet sin hund til biltaget. Og så selvfølgelig hvis man har hørt “Real Slim Shady” nogensinde i sit liv.

“You got it wrong, sorry that’s not what I meant… I want every American to be in the top one percent”